Anklager kræver 12 års fængsel til Maradonas personlige læge

Anklageren i sagen om Diego Armando Maradonas død kræver 12 års fængsel til den legendariske fodboldspillers personlige læge Leopoldo Luque.

Det kom frem i retssagen torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Anklager Patricia Ferrai indledte sin afsluttende procedure med at hævde, at et ‘kaotisk sundhedspersonale’ overlod patienten ‘i en hjælpeløs situation, hvor han var overladt til sin egen skæbne’.

Ifølge Ferrai svigtede sundhedspersonalet sine pligter og undlod at udføre handlinger, som de var forpligtet til at foretage.

Fodboldikonet Maradona døde i 2020 som 60-årig af hjertesvigt og akut væskeansamling i lungerne. To uger tidligere var han blevet opereret for en blodprop i hjernen.