Bomstærke FC Midtjylland sætter Brøndby på plads i Herning

Ét, to, tre nederlag i træk.

Det er virkeligheden for Brøndby IF, der mandag aften blev sat på plads på MCH Arena.

FC Midtjylland var således bedst i store dele af opgøret, da hjemmeholdet tog en 4-1-sejr over de blågule og spillede sig op på Superligaens andenplads.

Det første af målene blev sat ind af Rasmus Nissen Kristensen efter bare 45 sekunder, og så var vejen banet for en sikker hjemmesejr i Herning.

FC Midtjylland trykkede gæsterne tilbage og kom også på 2-0, da formstærke Friday Etim udnyttede en friløber efter en stikning fra Cho Gue-sung.

Målet blev annulleret for offside på sydkoreaneren, men få minutter senere var han på spil igen. Denne gang spillede han Stanley Iheanacho fri, og nigerianeren kvitterede med en præcis afslutning forbi Patrick Pentz.

Gæsterne var i det hele taget bedre med nu og fik deres belønning med 20 minutter igen. Mads Frøkjær fandt Max Ejdum, som nærmest tacklede reduceringen i nettet.

På trods af den smallere føring blev FC Midtjylland ved med at angribe. Først var Etim tæt på med hovedet, og et kvarter før tid faldt afgørelsen så.

I slutminutterne udviklede det sig til en storsejr, da Magnus Jensen noget ukarakteristisk drejede kuglen op i målhjørnet.