Arsenal trynede City i Community Shield

Med et lynmål og en generelt overbevisende præstation vandt Arsenal søndag 3-0 over Manchester City i Community Shield.

Den traditionsrige kamp kort før Premier League-sæsonen er et anliggende mellem sidste års engelske mester og FA Cup-vinder. Opgøret blev i år spillet i walisiske Cardiff.

Arsenal, som i maj vandt mesterskabet efter 22 års venten, var klart bedst i sæsonens første styrkeprøve mod et tamt Manchester City-mandskab.

Fra første fløjt satte Mikel Artetas tropper sig på kampen, og det udmøntede sig i et mål af backen Riccardo Calafiori efter blot 23 sekunder.

Phil Foden tegnede sig for Manchester Citys første egentlige chance, men kort efter stod der Arsenal på måltavlen på ny.

Denne gang bestod samarbejdet af et Martin Ødegaard-indlæg, som Christos Tzolis headede på tværs til Kai Havertz, der kunne fordoble føringen med en header under en uskarp Gianluigi Donanrumma.

I det hele taget virkede til det til, at Arsenal havde et ekstra gear i forhold til City.

Martin Ødegaard kunne helt nonchalant nærmest vade bolden over mållinjen efter endnu engang at være trukket fri bagved bagkæden, og 3-0-målet var en realitet i det 48. minut.