Infantino erkender fejl omkring udskældt Fifa-plan

Fifa undskylder og erkender, at organisationen begik fejl, da den i sidste uge præsenterede planer om at oprette et datterselskab og sælge andele af blandt andet VM i fodbold fra til private aktører.

Erkendelsen fremgår af et brev, som britiske Sky News er kommet i besiddelse af. Brevet er underskrevet af Fifa-præsident Gianni Infantino og Fifas generalsekretær Mattias Grafström og kommer efter onsdagens krisemøde i Marokkos hovedstad, Rabat.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har meddelt, at tilliden til Fifa er væk, og det europæiske forbund mener ikke, at Infantino lever op til den gennemsigtighed, han i sin tid gik til valg på.

Formand for Dansk Boldspil-Union (DBU) Jesper Møller har sagt, at DBU har mistet tilliden til Infantino.

Efterfølgende har fodboldforbundene i Sverige og Wales officielt trukket støtten til et genvalg af Infantino som Fifa-præsident.

Senest beskyldte præsidenten for Jordans fodboldforbund tirsdag Infantino og Fifa for afpresning under sommerens VM.

Gianni Infantino har planer om at stille op til genvalg som præsident i Fifa for perioden 2027 til 2031.