Sverige spillede sig natten til fredag dansk tid videre fra VM’s gruppespil med 1-1 mod Japan, men det var ikke alle svenskerne, der var klar over, at et point var nok til avancement.
Ved slutfløjt kastede Anthony Elanga, der med lidt under en halv time tilbage udlignede for svenskerne, sig i græsset og troede, at VM var overstået.
Med det ene point mod Japan slutter Sverige på tredjepladsen i gruppe F bagved Japan og gruppevinderen Holland. Men fire point sender altså svenskerne videre som en af de otte bedste treere.
Svenskerne har netop spillet sig videre fra gruppespillet, og det belønner FIFA. En plads i 1/16-finalerne udløser omkring 13,5 millioner kroner.
I forvejen har det svenske fodboldforbund allerede sikret sig omkring 82 millioner kroner bare for at være med ved slutrunden.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at svenskerne kommer til at vælte sig i penge efter VM-succesen.
Det svenske fodboldforbund oplyser til Fotbollskanalen, at omkostningerne ved denne slutrunde er markant højere end ved tidligere VM, fordi kampene spilles i flere lande.