Benficas cheftræner, José Mourinho, kalder det en historisk bedrift, at den portugisiske fodboldklub onsdag aften sikrede sig en plads i playoff-runden i Champions League med en 4-2 sejr over kongeklubben Real Madrid.
Mourinho roser især Benficas målmand, Anatolij Trubin, der langt ind i overtiden scorede til 4-2 med hovedet efter et frispark. Et mål, der fik Estádio da Luz i Lissabon til at eksplodere.
Med det sidste mål ender Benfica som nummer 24 i Champions Leagues ligaspil – og dermed er der stadig mulighed for at spille med om en plads i ottendedelsfinalerne.