Der kan gå et stykke tid, før Liverpool får den svenske angriber Alexander Isak tilbage på banen.
Han forventes at være ude i et par måneder, efter at han er blevet opereret for et brækket ben.
Svenskeren pådrog sig skaden i lørdagens 2-1-sejr mod Tottenham. Det så ellers ud til at blive et forløsende øjeblik for 26-årige Isak, da han bragte Liverpool foran 1-0.
Men i samme situation blev han tacklet af Tottenhams Micky van de Ven og måtte med det samme forlade banen i store smerter.
Micky van de Ven har givet Alexander Isak en undskyldning for den tackling, der endte med at brække benet på Liverpool-angriberen.
Det fortæller den hollandske midtstopper i et interview med Sky Sports.
– Jeg sendte ham en besked, fordi jeg ikke ønskede at gøre ham ondt eller gøre noget, der kunne skade ham, siger Van de Ven.