Målløshed og lettelse fyldte fodboldspillerne fra Mjällby, efter at de mandag aften havde sikret klubben et sensationelt svensk mesterskab.
Den lille klub fra den lille by vandt 2-0 over IFK Göteborg, og da stod det klart, at stormagter som Hammarby, Djurgården, AIK og Malmö FF var besejret i jagten på guldmedaljerne.
Og selv om heltene fra Mjällby udmærket var klar over, at mesterskabet kunne komme i hus mandag aften, var de alligevel nærmest i chok efter slutfløjt.
Den fest kommer danske Jeppe Kjær til at deltage i. Han kom til klubben i sommer og har siden været en fast bestanddel af holdet. Mandag begyndte han på bænken, men kom ind efter 62 minutter.
Dansk-pakistanske Abdullah Iqbal spillede indtil sommeren 2024 i den danske 1. divisionsklub B93. Derefter rykkede han til Mjällby, og i denne sæson har han været fast mand i Mjällby og har derfor stor andel i mesterskabet.