Dorgu ser tegn på et stærkere Manchester United

Manchester United er lige nu i USA for at finpudse formen.

Det er samtidig en mulighed for danskerne Rasmus Højlund og Patrick Dorgu til at imponere Ruben Amorim før sæsonstart.

Og det gjorde de i den grad natten til torsdag, hvor de mødte Bournemouth i en testkamp ved Premier League Summer Series

Allerede efter otte minutter var den danske duo på spil, da Dorgu smækkede et indlæg ind i panden på Rasmus Højlund, der flot kunne dirigere bolden i det lange hjørne.

Patrick Dorgu skulle ikke vente længe, før det var hans egen tur til at få nettet til at blafre.

20-årige Patrick Dorgu var Amorims første indkøb i Manchester United. Danskeren blev i januar købt i italienske Lecce, og rosen går også den anden vej.

Amorim beundrer, hvordan den unge og rolige dansker er faldet til i en af verdens største klubber, hvor bevågenheden er massiv.