Vild sprint i målfejring kom af stor forløsning

Fodboldbanen på MCH Arena er 105 meter lang.

Så langt sprintede Adam Gabriel som en anden Usain Bolt ned foran FCM’s mest inkarnerede fans, da han netop havde bragt hjemmeholdet foran 2-1 over gæsterne fra Sønderjyske. Slutresultatet blev en magtdemonstration med hele 6-2 til hjemmeholdet.

Da den 24-årige tjekke havde krydset målstregen helt nede i modsatte ende, faldt han på knæ – og derefter pladask på maven. Noget, han efter kampen fortæller, skyldes ren udmattelse.

Målet var hans fjerde i 45 kampe siden skiftet til FCM for to år siden.

Det sendte samtidig FCM på vinderkurs, efter at holdet for tredje kamp på stribe var kommet bagud inden for de første ti minutter.