Dortmund bliver sidste kvartfinalehold ved klub-VM

Fem ud af de otte tilbageværende hold ved klubbernes VM i fodbold kommer fra Europa.

Det er et faktum, efter at Borussia Dortmund natten til onsdag dansk tid spillede sig videre til kvartfinalerne med en sejr på 2-1 over mexicanske Monterrey.

Dortmund møder i kvartfinalen Real Madrid, som tirsdag fandt vej til mødet med en 1-0-sejr over Juventus.

De andre kvartfinaler står mellem brasilianske Palmeiras og engelske Chelsea, brasilianske Fluminense og saudiarabiske Al-Hilal samt franske Paris Saint-Germain og tyske Bayern München.