Joachim Andersen og Fulham sender Manchester United ud af pokalen

Chido Obi-Martin var søndag aften flere gange tæt på at få en helterolle for Manchester United.

Den 17-årige angriber blev skiftet ind i FA Cup-kampen mod Fulham, hvor han i både tillægstiden og forlænget spilletid var tæt på at score.

Den tyske Fulham-keeper Bernd Leno blev den store FA Cup-helt på Old Trafford søndag aften.

I den afgørende straffesparkskonkurrence nappede han sparkene fra Manchester Uniteds Victor Lindelöf og Joshua Zirkzee, og så blev de forsvarende FA Cup-vindere smidt ud.

Fulham, der havde en stærkt spillende Joachim Andersen med i hele kampen, er nu klar til kvartfinalerne.