Messis bodyguard på midtbanen stopper karrieren

En legende af fodbolden takker af.

Sergio Busquets har på sin Instagram meddelt, at han stopper sin fodboldkarriere.

Stoppet kommer til at ske, når indeværende MLS-sæson er færdigspillet. Rettere sagt i så lang tid Inter Miami er med, da de inden længe går over i knockout-kampe.

Den spanske midtbanespiller, der har rundet de 37 år, takker altså af efter en glorværdig karriere.

Busquets tilbragte 15 sæsoner som midtbaneanker på Barcelonas førstehold, og i de første 13 af dem var Messi også en del af holdet. I 2023 blev de genforenet på David Beckhams mandskab i det sydøstlige USA.

Mens Messi har været garant for mål, assist og flotte driblinger, har Busquets stået for det hårde arbejde, der har fået argentineren og andre offensive esser til at shine.