Tysk landshold får kniven efter blamage mod Slovakiet

Fredag vågnede Tyskland til et stort og meget uventet chok.

Et fodbold-chok vel at mærke.

Torsdag aften tabte landets bedste mandlige fodboldspillere nemlig med 0-2 på udebane til Slovakiet i den første kvalifikationskamp til VM næste sommer i Canada, Mexico og USA.

Og det er alt andet end hverdagskost for tyskerne at tabe på udebane i en kvalifikation til VM.

Holdet får da også en hård medfart i de tyske medier, og i en leder skriver Bild, at holdet er på katastrofekurs.

– Hvad skal vi ved VM, Hr. Nagelsmann, lyder spørgsmålet retorisk rettet mod landstræner Julian Nagelsmann.

Tyskland er efter første runde sidst i gruppe A, der også tæller Nordirland og Luxembourg. Kun nummer et avancerer direkte til VM.