Fredag har klubben fremlagt et halvårsregnskab, der viser et overskud på 15,3 millioner kroner, og samlet forventer klubben at komme ud af 2025 med et overskud i niveauet 8-12 millioner kroner.
Tidligere lød forventningen, at klubben ville komme ud af regnskabsåret med et nul.
Det er blandt andet indtægter fra salget af Oliver Sonne til Burnley, der bidrager til det forventede overskud. Ifølge Midtjyllands Avis og Tipsbladet modtog Silkeborg cirka 22 millioner kroner for salget af højrebacken i januar.
Omvendt oplevede klubben blandt andet en tilbagegang i TV-indtægter på omkring 13,6 mio. kr.
Det skyldes klubbens manglende mesterskabsslutspil i den forgangne Superliga-sæson.
For hele 2025 forventes et overskud før skat i niveauet 8-12 mio. kr. uden indregning af yderligere væsentlige transferindtægter, lyder det.