De danske fans på Tatran Arena var vilde med Andreas Jungdal søndag aften.
Det forstår man da også godt, når man ser tilbage på den kamp, som keeperen havde leveret for U21-landsholdet mod Holland ved EM.
Jungdal var decideret flyvende, da han leverede den ene store redning efter den anden og var medvirkende til, at Danmark vandt 2-1.
Hollænderne tilspillede sig kampen igennem den ene store chance efter den anden, men ligeså dygtige de var til at komme frem til dem, ligeså elendige var de til at afslutte dem.
Derfor sikrede to scoringer fra Newcastle-angriberen William Osula den danske sejr. En storspillende Andreas Jungdal i det danske mål havde dog også en massiv andel i de tre point, der til sidst kom i stand takket være imponerende dansk fight.