Ancelotti vil gøre Brasilien klar til at sejre igen

Rygterne har sviret i noget tid, men nu er det officielt.

Italienske Carlo Ancelotti blev mandag udnævnt som ny brasiliansk landstræner og skal dermed trække holdet op efter en svær periode, så det kan blive klar til VM i 2026.

Den tidligere cheftræner i Real Madrid vil få sin debut i kvalifikationskampene til VM mod Ecuador og Paraguay i juni.

Brasilien ligger på en beskeden fjerdeplads i den sydamerikanske VM-kvalifikation, hvor man dog ligger lunt til at sikre sig en billet til slutrunden i USA, Mexico og Canada næste sommer.

– Folk vil gerne se mig gøre et godt stykke arbejde og se os vinde VM igen. På grund af det, jeg tidligere har gjort, forventer de, at jeg vinder trofæet. Men jeg håber, at de vil støtte holdet, for det er meget vigtigt at få støtte fra hele landet, siger den nyudnævnte landstræner.

Brasilien vandt det seneste af sine fem verdensmesterskaber i 2002.

Siden har en fjerdeplads på hjemmebane i 2014 været det bedste resultat ved VM. I 2019 vandt brasilianerne senest det sydamerikanske mesterskab, Copa America.