Real Madrid afviser: Vil ikke boykotte El Clasico

Den spanske pokalfinale mellem FC Barcelona og Real Madrid har fået en bizar optakt med stort fokus på kampens dommer.

Fredag bød på flere pressemøder i Andalusien, hvor pokalfinalen skal spilles lørdag aften.

Men Real Madrid mødte ikke op til sine aktiviteter før finalen, da hovedstadsklubben er utilfreds med finalens dommerpåsætning.

I stedet var der fredag et pressemøde med kampens dommer, Ricardo De Burgos Bengoetxea, som var tydeligt berørt over det pres, han har mærket op til finalen.

Spanske medier har ellers fredag aften skrevet, at Real Madrid overvejede at boykotte finalen, da man var utilfreds med dommerne.

Nu har Real Madrid udsendt en pressemeddelelse, hvor storklubben maner til ro.

– I lyset af de rygter, der er dukket op i de seneste timer, meddeler Real Madrid, at vores hold aldrig har overvejet at trække sig fra morgendagens finale.